Bademåtter i bure

Som mange andre marsvineejere, er jeg gået over til at anvende bademåtter som bund i mine bure. Da træspåner blev en mangelvare i forbindelse med energikrisen og der samtidig blev indført affaldssortering, hvilket betød at der var mindre plads til restaffald, som burstrøelse i min kommune går ind under, valgte jeg at forsøge mig med bademåtter i stedet for træspåner. Det fungerer ret godt for mig, men kræver naturligvis lidt ekstra daglig rengøring og et højere energi- og vandforbrug til vaskemaskinen. Til gengæld slipper jeg for støv og spåner overalt, de mange sække affald der kunne genereres på en uge og jeg kan tydeligt se på marsvinenes poter, at de går på et blødere underlag.

 Opbygningen:

Mine skabsbure er 100x60 cm i hver sektion, og som regel forbundet to og to med en åbning, så marsvinene har 200x60 cm i hvert bur.

I bunden har jeg et tyndt lag træpiller. Disse suger den urin der måtte sive igennem og hjælper med at holde overfladen tør. Træpiller købes billigst i byggemarkeder som Silvan, Jem&Fix eller Bauhaus, men også Bilka har dem.

Over træpillerne ligger et enkelt lag fleecetæppe (et billigt et fra Jysk til 20-30 kr klippet i 4 dele, hvor hver del passer til et bur på 110x60 ca). Dette er for at holde på træpillerne, så de ikke sidder fast på bademåtterne som skiftes oftere. Fleecetæppet vaskes en gang om ugen og her udskifter jeg samtidig våde træpiller. Hele træpille-bunden udskiftes en gang om måneden ca.

På toppen ligger bademåtten. Jeg anvender Fagersta fra Jysk. Til burene på 100x60 har jeg købt måtter på 120x70 cm, og klippet 15 cm af og syet kanten - ellers er de for lange. Til bure på 110 cm i længden fungerer de uden at blive klippet til. Den farve jeg har på billederne er støvet blå. Jeg vasker bademåtterne hver 2.-3. dag, afhængig af hvor mange marsvin der er i buret og hvor meget de tisser. Det vigtigste er at marsvinene går tørt, så man må prøve sig frem og ikke kun tænke på om man kan lugte dem.

 Som "tisse-pads", dvs. ekstra sugende stykker til at ligge i huse og huler, anvender jeg ganske enkelt bare opklippede fleecetæpper foldet i 8 lag. De grå tæpper er fra IKEA og koster vist også 20-30 kr nu. Dem har jeg nok klippet i 8 dele og folder så og lægger på udvalgte sovepladser. De skiftes 1-2 gange dagligt.

 

Daglig rengøring: 

To gange dagligt fejer jeg pøller sammen vha. denne lille fejekost og fejespån. Den kan købes i Føtex og Søstrene Grene til ca. 50 kr og er nem at bruge nede i buret, fordi der ikke er et håndtag til at fylde.

Bademåtter og tæpper rystes fri for hø og pøller og vaskes i vaskeposer til hestedækkener. Jeg har købt mine hos Hestens og Hundens helse og bruger str. L til to bademåtter. Jeg kan normalt vaske to poser ad gangen i min maskine, dvs. 3-4 bademåtter, afhængig af hvor mange tæpper jeg derudover skal vaske.

Jeg vasker måtter, tæpper og alt stof-tilbehør på 60 grader og bruger kun sportsvaskemiddel. Dette tager lugten og pga. vaskeposerne, er der intet hø eller hår efterladt i maskinen. Efter vask ryster jeg måtterne igen inden de hænges til tørre på tørrestativ. Måtterne skal vaskes mindst 1 gang inden brug og den skridsikre bagside forsvinder efter et par vaske (hvilket er fint, da vi gerne vil have urinen kan passere). Jeg oplever at nogle måtter bliver lidt deforme efter mange vaske. 

Flaskeholdere:

Jeg oplever tit at folk spørger til hvordan man kan hænge flasker op i et bur uden tremmer. Jeg har fundet denne nemme og billige løsning: en selvklæbende strips-holder (den lille firkant) og et par strips. Den nederste strips strammes nok til at flasken ikke kan gå igennem, mens den øverste holdes tilpas løs til at man kan tage flasken ud af den. De små strips-holdere følger tit med når man køber de store blandede pakker strips og kan også findes for sig selv i nogle byggemarkeder.