Gode råd, Tips og Idéer

På denne side kan du finde tips og gode råd, som jeg enten selv har fundet på eller har fra andre. Har du et hører jeg gerne om det. Skriv til: littlemysteries2000@yahoo.dk

Når et hunmarsvin ikke vil acceptere et nyt hunmarsvin i sit bur:

Dette råd har jeg fra Janne, Dias opdræt: Hvis du sætter to hunner sammen, og den ene ikke vil acceptere den anden, så prøv at sæt den stride af dem i et bur for sig i en dags tid eller to, og lad være med at vise hende nogen opmærksomhed, anden end foderskift. Det handler om at den pågældende hun skal opdage hvad det vil sige IKKE at have selskab, så hun er parat til at være sød for at få selskab igen. Det lyder måske dumt, men jeg har prøvet det i praksis, og oplevet den stride hun blive blid som et lam efter en dag i isolation. I et andet tilfælde virkede det dog ikke. Det er nok forskelligt fra marsvin til marsvin.

 

Når marsvinet er en værre dranker:

Hvis dit marsvin kan tømme en vandflaske i løbet af kort tid, og ellers får masser af grønt, er det måske fordi den leger med flasken. Jeg har lagt mærke til at mine "normale" marsvn ikke drikker noget hvis bare de får grønt nok. Og så er der lige drankermutten Dimsy, der legede så meget med vandflasken at hun fik læbesvamp af altid at være våd på hagen, og blærebetændelse af altid at være våd bagi, fordi vandet jo også skulle ud igen. Løsningen på mit problem var at sætte en lille bitte keramikskål ind i et hjørne af buret som vandskål. Skålen skal have en lidt høj kant (man har kunnet få nogle små blå nogle i Zoo-zity til 15,-) og skal broes lidt ned i spånerne i et hjørne af buret, så den står fast. Man er nødt til at tjekke den jævnligt for at sikre at marsvinene ikke har væltet den eller fyldt den med spåner, og den bør i hvert fald skiftes to gange dagligt. Men ellers fungerer det fint og har afhjulpet Dimsys drankerproblem :-)

En anden årsag til umådeholdent drikkeri kan skyldes saltstenen. Hvis man kan se at marsvinet bliver ved med at skiftevis slikke på saltstenen og drikke, så kan man med fordel tage saltstenen fra marsvinet og kun sætte den ind i buret et par timer om dagen.

 

Vandtæt underlag til når man skal nusse sit marsvin.

Det sker jo ind imellem at marsvinet laver en lille ulykke på sin ejer, bedst som man sidder og nusser det. Hvis man vil undgå at ens tøj bliver vådt, kan det anbefales at lave et lille nusse-underlag til sit marsvin vha. et gammel håndklæde og et stykke voksdug på en ½ kvadratmeter. Fold håndklædet omkring voksdugen, og så har man et underlag mutten kan ligge på mens man nusser den. Også en måde at slippe for at få alt for mange hård på sig. Voksdugen er i øvrigt også god til når man skal klippe sit marsvin, hvis man har en langhåret, eller til at have under polstring og betræk på sit udstillingsbrædt, hvis man udstiller.

Sommertips:

Når vi har det rigtig varmt i Danmark, skal vi også tænke på dyrene. Marsvin får det hurtigt for varmt, og man må holde nøje øje med dem og forsøge at gøre omgivelserne lidt køligere, f.eks. vha. udluftning. Men pas også på at marsvinet ikke står i direkte træk. Får marsvinet hedeslag, skal man lægge et vådt håndklæde omkring det som førstehjælp.

Nedkøling af marsvinets bur:

Man kan nedkøle marsvinets bur ved at fylde en halv-liters sodavandsflaske halvt med vand, lægge den i fryseren, og når vandet er frosset, lægge den i en gammel sok og ind i buret. Sokken forhindrer at marsvinet kommer direkte i kontakt med den kolde overflade. Samme trick kan bruges med varmt vand når det er koldt eller marsvinet lige er vågnet af narkose og har brug for varme. En stor sten i buret giver også en kølig overflade som nogle marsvin holder af at lægge sig op ad.

Læskende sommergrønt:

Agurk og melon er gode at give på en varm sommerdag, så man sikrer marsvinet får væske. Men giv ikke agurk og melon lige fra køleskabet (og slet ikke frosset!!), da marsvin kan blive syge af for koldt grøntfoder. Til langhårede marsvin bør man nok give det i mindre bidder, da det er kendt at langhårede marsvins pels er blevet spist, fordi der kom melon på det :-)

På græs i haven:

Man kan let lave en løbegård til haven, blot ved at tage toppen af et tremmebur af, og stille på græsset. Marsvin graver ikke, men det er der jo andre dyr der kan, så man bør ikke lade dem uden opsyn i længere tid. Det er vigtigt at sørge for skygge i græsningsburet, f.eks. vha. et lyst håndklæde henover den ene ende af buret. Husk også en vandflaske i buret. Lyse marsvin, som har lyserød hud på ørerne, har måske behov for lidt sollotion på ørerne for ikke at blive skoldet der.